Stoffarvning i mikroovn

Her beskriver og viser jeg min måde at farve stoffer på, i en mikro ovn

Det er utroligt hurtigt at farve sine egne stoffer i en mikro ovn, du kan farve om formiddagen og sy af det om eftermiddagen. Alt hvad du skal bruge, kan du købe hos www.spektrumtextil.dk

Det er altid en rigtig god idé at bruge handsker når du farver stoffer, farven vil trænge ind i huden, ved kontakt. Også en maske anbefales, når du håndterer farvepulveret i fri luft, så snart det er opløst i vand er der ingen fare for indånding.

Hvis man er god til farver, kan man købe de rene pulverfarver og selv mixe, men jeg springer over hvor gærdet er lavest og køber de farver jeg vil have. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer, for du kan ikke altid forudsige hvordan farven vil  ”opføre” sig, men det ser jeg som en bonus. Jeg kan godt li’ udfordringer. Jeg bruger Dharma fiber reactive dyes, købt hos www.dharmatrading.com .

Man kan blande flere farver eller bare nøjes med én, uanset hvad, så får man et spændende stykke stof, efter min mening ihvertfald. Det sker at jeg står med et stykke, som ikke får klokkerne til at ringe hos mig, så bliver det lagt i bunken til yderligere bearbejdelse. Man kan give sådan et stykke en tur mere i ovnen, med en anden farve (over dyeing) eller man kan lave andre surface design teknikker på det og det kan ende med at blive det mest fantastiske stykke stof. Mere om det i et andet ”kapitel”, på et senere tidspunkt.

Her bruger jeg et blandingsstof, bomuld/ satin, som er et helt fantastisk stof, skinner på den ene side og er mat på den anden, det giver mange muligheder, købt hos Spektrum.  Typisk deler jeg bredden af stoffet i to og tager den samme længde, så jeg får et kvadratisk stykke. Det passer oftest til mit formål og er nemt at håndtere i tærteformen. Jeg leger med forskellige måder at lægge stoffet i fadet på, nogle bliver bare ”krøllet” sammen og andre bliver snoet, enten fra midten eller et hjørne. Man kan også ”folde” som en harmonika, det giver nogle flotte striber. Der er mange måder at gøre det på, jeg har endnu ikke prøvet dem alle.

Stofferne lægges i blød i soda opløsning i ca en halv time før brug. Der bruges 9 spsk soda pr 5 L vand, denne opløsning kan gemmes i op til flere måneder og bruges igen og igen. Den skal opbevares ved stuetemperatur, bliver den meget nedkølet, så ”dør” den og er lige til at smide ud. Den opbevares bedst i en lukket beholder.

Jeg blander Urea og Calfort T i min farveopløsning, det giver nogle klarere og stærkere farver. Blandingsforholdet for farveopløsning pr 100 ml varmt vand er, 1-3 teske farve, 25 ml urea og en rund teske spids calfort T. Jeg bruger et tærtefad i glas og et mikro låg, købt billigt i et supermarked. Mikro ovnen fandt jeg på nettet til 200,00 kr.

Så går vi i gang:

  1. Bland de ønskede farver. 100 ml vand, 1-3 tsk farve pulver, 25 ml urea, 1 rund tsk spids calfort.
  2. Læg stoffet i fadet.
  3. Hæld farven over, fordel som du har lyst til, bunden af fadet bør være helt dækket af væde, så ikke stoffet tørrer ud under varmebehandlingen i ovnen.
  4. Stil fadet med låg på ind i ovnen, luk lågen og sæt uret til 2 min.
  5. Når de 2 min. er gået tages fadet ud og står til afkøling i 1 min. eller 2, og så ind igen i 2 min.
  6. Igen tages fadet ud og står og køler lidt af, før det bringes til vasken og skylles. Skyl først med koldt vand, det stopper farveprocessen. Herefter med varmt vand, til der ikke er mere overskudsfarve tilbage. Det kan nogle gange godt tage indtil flere min., nogle farver giver mere overskud end andre.
  7. Så hænges stoffet til tørre, det er altid meget mørkere når det er vådt!
  8. Så skal der stryges, for at fixere farven. Brug den højeste varme og giv god tid.
  9. Jeg vasker altid mine stoffer i vaskemaskinen til sidst, for at sikre mig at der ikke opstår ”lækager” senere hen, hvis der skulle komme vand på igen.
  10. Når de så er strøget en sidste gang, så er de klar til brug, god fornøjelse!